Lad os sammen finde den rigtige aktivitet og forening til dig der har et særligt behov eller handicap - eller hvis du er forælder - til dit barn
Mange ting skal være afklaret inden opstart, hvis der skal være bare chancen for succes. Sådan er der mange både børn og forældre der har det. Nogle gange er det interessen der driver lysten – og andre gange er det det muliges kunst.
Vores indsats er altid gratis og det samme er den fire uger lange sportspraktik. Hvis I efterfølgende vælger at melde jer ind i foreningen, skal I betale det kontingent, som foreningen koster.
Nedenfor har vi samlet en masse overvejelser, som er gode at gøre sig, men i sidste ende kan det handle om at kende præcis den rigtige forening. Og det gør vi! Så er du ved at give op på fritidsmulighederne, så kontakt os i stedet. Så finder vi løsningerne sammen. Alle kan blive aktive i fritiden. Også dig eller dit barn.
Valg af aktivitet
Når du står overfor at vælge en fritidsaktivitet, er det vigtigste selvfølgelig altid at mærke efter, hvad du har lyst til.
- Skal det være noget med en bold?
- Kan du lide at få sved på panden?
- Er du mere til det rolige miljø, hvor du skal koncentrere dig?
Men når du har særlige behov og handicap kan der være rigtig mange andre forhold, som er lige så vigtige at tænke over.
Når du er blevet bevidst om, hvad der passer godt til dig, kommer du til næste step: Hvordan finder du et hold, der matcher netop dine særlige behov?
Match til dine behov
Et godt sted at starte er ved at matche dig selv i forhold til,
hvilken ramme du har brug for:
- Hvor stort må holdet være?
- Skal tempoet i undervisningen være højt eller mere stille?
- Er det bedst med visuel understøttelse undervejs?
- Er det hele nemmere, når der er god struktur på træningen?
- Er det nogle helt konkrete hjælpeforanstaltninger, du har brug for?
- Er det sjovt med konkurreresport eller giver det dig frustrationer i stedet?
- Hvor svært eller nemt har du det med holdsport, hvor du hele tiden er i interaktion med andre omkring sporten?
- Skal lokaliteten helst have få udgange og nemt overblik, så du ikke pludselig er blevet væk?
- Må der ikke være for store glaspartier med mulighed for sol- og lysglimt, der kan tricke epileptiske anfald?
- Passer adgangsforholdene til dig, hvis du har nedsat syn eller sidder i kørestol?
For ikke at tale om alt det praktiske med afstand, transport, økonomi osv.
Spørg, spørg, spørg! Ring til foreningen, tal med træneren, tag forbi træningen og kig på (er du forælder kan du med fordel selv tage ud og kigge, inden du invitere dit barn med).
Design din første oplevelse
Ha’ på forhånd besluttet at du vil prøve minimum 2 forskellige hold eller sportsgrene af, inden du beslutter dig. Det gør, at det ikke bliver en ‘enten-eller’ situation, når du kommer forbi og prøver eller kigger på holdet.
Og så er der nogle ting du skal sikre dig, når du møder op:
- Ring og tal med træneren om præcis dét du har brug for i forbindelse med din sport. Vær ærlig. Det er bedre at gå glip af en god oplevelse end at blive udsat for en dårlig oplevelse.
- Træneren på holdet skal vide præcis, hvilken træningsgang du kommer.
- Mød op i god tid – det kan være svært at finde frem til det rigtige sted.
- Hvis du selv syntes det er svært at møde op, så tag din forælder eller en ven med.
Hvilken støtte og hjælp kan vi give?
Det korte svar er: ‘Det ved vi ikke endnu‘. Vi har en lang række forskellige muligheder, som vi kan afsøge sammen, men mulighederne afhænger af hvilken kommune I bor i, hvilke barrierer der er tilstede for netop dit barn og jeres familie og hvilke muligheder og løsningsmodeller vi kan fremskaffe i den konkrete situation.. men vi lover at vi ikke giver op!
Nedenfor har vi beskrevet hvilken forskellig hjælp og støtte vi indtil nu har gjort os erfaringer med.
Vi matcher bedst muligt ud fra netop dit barns særlige behov. Det er altid foreningen der skal passe til barnet – ikke omvendt!
Vi afstemmer konkrete aftaler med foreningen på forhånd, så alle er forberedt og det bliver den bedst mulige opstart.
Vi finder nogle gange hold-frivillige der kan give det enkelte barn lidt mere opmærksomhed undervejs i træningen.
Vi finder frivillige følgevenner som kan hjælpe med at komme frem og hjem i en periode, indtil vi finder en permanent løsning.
Er der flere elever fra samme skole til den samme fritidsaktivitet? Så kan det både være nemmere og billigere at bestille en taxa.
Vi forsøger at matche til de rigtige støtte-muligheder, som fx kommunalt fritidspas, hos DGI eller via lokale NGO’er.
Er der brug for lov-baseret støtte, som fx. pædagogisk støtte eller ledsagerordning – hjælper vores socialrådgiver med ansøgningen.
Vi finder hele tiden på små ting der gør den store forskel – og vores største belønning er når det lykkedes at endnu et barn finder sit match i foreningslivet!
Ring og hør mere på tlf. + 45 61 70 30 60 eller tag specialsport-testen – så vender vi tilbage.
Mød karate-kæmperen Frederikke
Frederik er 11 år gammel og går på specialskole for børn med svære generelle indlæringsvanskeligheder. Det kan være svært for Frederikke at give udtryk for præcis hvad hun tænker, men da muligheden bød sig, var hun ikke i tvivl: Frederikke pegede gentagende gange på kampsport som netop hendes sport!
I dag har Frederikke gået til karate i mere end et år og der er nu flere dele af træningen, som Frederikke deltager helt selvstændigt i – og så er der dele hvor én juniortræner går ind og guider. Men det er ikke længere mor og far der er med inde på træningsmåtten og det er Frederikke meget tilfreds med – hun elsker at få gi’en på og tage af sted til karate-træningen.
- Behov for støtte til gennemførelse af aktiviteterne
- Behov for konkrete og visuelle anvisninger under træningen
- Behov for få enkle øvelser og meget lav kompleksitet
Gør som Frederikke – find den sport der matcher dig
På vores nye specialsport søgeportal giver vi dig en lang række af muligheder for selv at sætte dine kriterier for valg af sport. Du kan søge gennem din egen personlige filtrering, eller du kan vælge dén profil du syntes passer bedst til dig.
Skal vi tage en snak om netop dine muligheder for sport?
Skriv gerne til os på hej@specialsport.dk eller giv os et kald eller en sms på 6170 3060, så finder vi sammen ud af,
hvilken forening og sport der passer præcis til dig.