For deltagere med mere komplekse behov tager brobygning tid – men i Specialsport.dk giver vi aldrig op
For 2 år siden påbegyndte Specialsport.dk skaleringen af vores brobygningsmetode ‘Sportspraktik’ til hele landet, og vi har netop rundet 1000 deltagere, som vi har hjulpet ind i foreningslivet med en indsats tilpasset den enkeltes behov.
Sportspraktik
Sportspraktik er en systematisk brobygningsmetode udviklet af Specialsport.dk. Familier til specialskoleelever henvises til brobygning i Specialsport.dk med det formål at finde en fritidsaktivitet, som matcher elevens behov. Herefter indsættes eleven i en 4 ugers prøveperiode, som vi kalder ‘sportspraktik’.
87 % bliver efterfølgende indmeldt i forening
Metoden virker. I samarbejde med elevens familie identificerer vi de udfordringer, der står i vejen for deltagelse og iværksætter den hjælp, der er nødvendig – hverken mere eller mindre. Vores tal viser, at 87 % af alle opstartede sportspraktikker resulterer i efterfølgende indmeldelse i en forening.
Vi hjælper – også når det kræver lidt ekstra
Sportspraktik virker bredt, fordi metoden imødekommer den variation i udfordringer og behov, der karakteriserer målgruppen. Det kommer bl.a. til udtryk i varigheden af forløbene. Som det fremgår af figur 1 nedenfor, er der stor forskel på, hvor længe der går, fra et forløb starter, til eleven er indmeldt i en forening,
‘Kerne-densitetsestimat’ over Brobygningstid (antal dage fra tilmelding til forløb til tilmelding i forening)

Figuren illustrerer spændvidden i forløbenes varighed baseret på 441 deltagere: De 25 % korteste forløb varer højst 7 uger, mens de 25 % længste varer omkring 19 uger eller mere fra første kontakt med familien til indmeldelse i en forening.
Disse tal afspejler bredden på den håndholdte indsats, som er kernen i sportspraktikmetoden. Specialsport.dk hjælper både familier, hvis behov hovedsageligt er viden om aktivitetsmuligheder, ligesom vi bygger bro mellem familier, foreninger og kommuner i sager, hvor der er behov for mere omfattende støtte, og hvor indsatsen kræver et længerevarende forløb. Den håndholdte og vedholdende indsats betyder, at vi ikke slipper familierne, uanset hvor lang tid det tager, men følger dem hele vejen frem mod en succesfuld tilknytning til foreningslivet.