Job i Specialsport.dk
Ind imellem slår vi en betalt stilling op
Vi er en mindre landsdækkende non-profit NGO der har som mission at alle børn og unge med særlige behov og handicap skal være en del af foreningslivet. Vi fokuserer især på elever fra specialskoler og arbejder både med skolerne, familierne, foreningslivet, kommunerne og lokale frivillige i hele Danmark. Vi er 11 medarbejdere fordelt på forskellige lokationer og landsdele – vi mødes og arbejder meget online på Teams og opgavestyrer med Trello. Vi brænder alle for vores mission og elsker vores sociale samvær på kryds og tværs af både frivillige og ansatte.
Specialsport-rådgiver i Aarhus
Brænder du for målgruppen af børn og unge med handicap? Har du erfaring med og forståelse for foreningslivet og dets muligheder? Er du en ukuelig optimist der kan ‘flytte bjerge’ med din energi og begejstring? Disse er de vigtigste kvalifikationer som rådgiver i Specialsport.dk.
Om Specialsport.dk
Vi er en mindre landsdækkende non-profit NGO der har som mission at alle børn og unge med særlige behov og handicap skal være en del af foreningslivet. Vi fokuserer især på elever fra specialskoler og arbejder både med skolerne, familierne, foreningslivet, kommunerne og lokale frivillige i hele Danmark. Vi er 11 medarbejdere fordelt på forskellige lokationer og landsdele – vi mødes og arbejder meget online på Teams og opgavestyrer med Trello. Vi brænder alle for vores mission og elsker vores sociale samvær på kryds og tværs af både frivillige og ansatte.
Jobbets indhold
Jobbet som rådgiver består grundlæggende af at samtale telefonisk med familier om hvilke muligheder vi kan bygge bro til (eller skabe) i foreningslivet, for deres barn med handicap. Du vil indgå i et landsdækkende team af rådgivere, ligesom du i det daglige vil arbejde tæt sammen med vores Midtjyllands-konsulent.
Vi har et stærkt koncept for brobygning og stiller høje krav til datakvalitet og systematik. Du vil modtage grundig oplæring og støtte undervejs, og du står aldrig alene med udfordringer. Det er en forudsætning, at du sparrer og deler opgaver på tværs af det landsdækkende team.
Praktisk
Jobbet foregår på fast lokation i Aarhus og delvist hjemmefra. Cirka én gang om måneden drømmer vi om at du kommer til kontoret i København og tilbringer en arbejdsdag eller to på kontoret der.
Kvalifikationer
Vi forestiller os at du har et godt humør og masser af tålmodighed. Din uddannelsesbaggrund er ikke vigtig, men du skal
- være god til at skrive / formulere dig på skrift
- have nemt ved at samarbejde og deltage aktivt i faglige drøftelser med kollegaer
- tænke kreativt og være meget løsningsorienteret
- arbejde effektivt og systematisk, så du ikke overser detaljer
- trives med at sætte mål for dig selv og dit arbejde
- kunne tage fejl og have lyst til at dele og lære fra det
Hvis du har de rigtige kvalifikationer og en særlig motivation for at arbejde med børn, foreningsliv og handicap, går vi langt for at få det hele til at fungere også for dig.
Derudover prioriterer vi ansøgere som
- har erfaring med målgruppen af børn og unge med handicap og deres familier
- ud over dansk og engelsk, taler fx Arabisk, Urdu eller Somali
- er fleksibel på arbejdstider udenfor sædvanlig kontortid
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en deltidsstilling på 25-30 timer (men også til konkret drøftelse med den rette kandidat), svarende til 21.500 – 26.000 afhængig af timetallet. Lønnen er fast og ikke til forhandling og tager udgangspunkt i en fuldtidsnorm på 32.000 dkr. + pension. Vi har ingen overenskomst, men du kan læse mere om vores værdier og måde at være organisation på, lige her.
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt. Vi afholder løbende samtaler med kandidater og vi tager en beslutning om ansættelse senest den 15. november 2024. Vi indhenter altid referencer og børneattester på alle der tilbydes ansættelse – ansættelsen er betinget af at disse er tilfredsstillende.
Kontakt os meget gerne
Vi vil rigtig gerne høre fra dig, hvis du er nysgerrig på stillingen og mener at udfylde profilen for at blive vores nye kollega. Du er derfor meget velkommen til at kontakte stifter og leder Trine Ravn på tlf. 30 14 10 60 eller daglig leder Jørgen Marthedal (som du også vil referere til i stillingen) på tlf. 61 70 70 33. Vi glæder os til at møde dig.