Det er det allerførste I som forening vurderes på. Forældre kigger efter alle signaler på, om dette ikke er tilfældet - for det er enhver handicap-forælders største frygt og desværre med rette.
Og den nemmeste måde at signalere velkommenhed er jo at sige højt, præcis hvad man kan forvente hos netop jeres forening.
Specialsport.dk anbefaler
1
Hjemmesiden. Gør det tydeligt at medlemmer med særlige behov er velkomne i jeres forening. Det kan fx være ved at benytte Specialsport sticker på hjemmeside. Se mulighederne nedenfor.
2
Tilmeldingsprocedure. Tilpas og implementer i jeres tilmeldingsprocedure, at forældre kan fortælle, hvis deres barn har særlige behov. Gør det klart, hvad I kan håndtere og ikke kan håndtere. Se eksempler nedenfor.
3
Èn kontaktperson. Ved spørgsmål – uanset hold eller aktivitet, så gør det tydligt hvem man skal ringe til, hvis man som forælder er i tvivl om noget vedrørende ens barn og foreningen. Se forskellige organiseringsformer nedenfor.
4
Første fremmøde. Den første træning eller besøg på holdet har ofte været meget længe undervejs – det er vigtigt at det bliver en god oplevelse. Det er afgørende at træneren er forberedt og har tid til at tage godt imod familien.
Nedenfor har vi samlet en masse overvejelser, som er gode at gøre sig, men i sidste ende kan det handle om at forventningsafstemme med hinanden i foreningen præcis hvordan det skal være hos jer. Og gør det tydeligt i jeres materialer og samtaler. Er der noget der er svært at beskrive eller tilpasse? Ring og få en snak, så finder vi løsningerne sammen.
1
Hjemmesiden
Som altid skal budskaber stå flere steder og i forskellige kontekster. Eksempelvis kan I indsætte jer ‘kerne-sætning‘ flere steder, men som minimum på forsiden, på jeres kontaktside og på den side hvor man tilmelder sig aktiviteter.
Eksempel:
Har du eller dit barn særlige behov eller handicap? Her i foreningen er alle velkomne – også når man har et særligt behov eller handicap.
En mindre imødekommende, men måske mere ærlig version kan være:
Har du eller dit barn særlige behov eller handicap? Ring og få en snak med os inden du møder op, så vi er sikker på at vi kan tilbyde det rigtige match.
Et tydeligt signal, med mulighed for hjælp
Download vores tekst og badge og del det på jeres hjemmeside, Facebook eller hvor det ellers giver mening for jer. Det giver både jeres trænere og forældre nem muligheden for at søge hjælp, råd og vejledning, når der er behov for det, ligesom I sender et stærkt signal til kommunen, fonde og øvrige omverden!



2
Tilmeldingsprocedure
Det kan være svært at vende tilbage og spørge specifikt til forhold som nogen gange kan være ømtålelige at italesætte, så det er meget nemmere, at være helt på forkant.
I kan enten tilpasse jeres tilmeldingsformular eller I kan oprette jeres egen i fx Gogle Forms, Survey Monkey eller anden formular-type.
Indholdet kan for eksempel være noget a la
“Vi vil gerne sikre at alle medlemmer bliver taget godt imod, derfor har vi et par spørgsmål. Har du ikke lyst til at svare er det selvfølgelig helt ok. Hvis relevant, så ring meget gerne til os i stedet, da vi gerne vil støtte dig eller dit barn på den bedst mulige måde.”
Inspiration omkring formuleringer til tilmeldingsformularen:
- Er der særlige behov til stede?
- Hvis ja: Hvad har vi som forening behov for at vide, for at du eller dit barn kan indgå i aktiviteten og vores fællesskab?
- Hvis relevant: Vil du udfylde en Tro og love erklæring, så vi som forening kan få økonomisk hjælp til ekstra støtte muligheder i foreningen?
3
Èn kontaktperson

Gør det tydligt hvem man skal ringe til, hvis man er i tvivl om noget vedrørende ens barn og foreningen. Langt de fleste forældre har virkelig mange svære situationer bag sig. Det er altid forælderens ansvar at sikre mod nederlag og svære kravsituationer for barnet – ofte er både barn og forældre endt i en situation, hvor der ikke er mange succesoplevelser tilbage i hverdagen. Præcis her kan I og jeres forening gøre en afgørende og livsændrende forskel.
Skriv for eksempel:
“Hvis du har spørgsmål eller bekymringer er du velkommen til at ringe til Birthe – sammen kan I finde de gode løsninger”
Lyt opmærksomt og du vil finde ud af at det ofte bare er helt små ting der skal tilpasses eller afklares. Læs meget mere om ‘den gode samtale‘ under forventningsafstemning.
4
Første fremmøde
Indfør en god praksis i foreningen omkring ‘den gode modtagelse’. Det gælder selvfølgelig for alle, men nok især for børn og unge med særlige behov og handicap, som ofte har en meget stor usikkerhed og utryghed med sig de første gange – uanset hvordan barnet i øvrigt fremstår.
Billige tricks som ofte skyder genvej til den gode relation kan være ting som:
- Sæt god tid af til at tage imod i en én-til-én situation.
- Giv alle nye besøgende på holdet en lille velkomstgave som noget af det første – det er ofte med til at overraske positivt og skabe en god stemning. Det kan bare være et badge eller et klistermærke med klubbens logo – alt er fint, det er handlingen der er afgørende.
- Giv ikke hånd som det første, men vær hjertelig og tal direkte til barnet.
- Fortæl helt konkret at du er super glad for at barnet har lyst til at komme på besøg / være med – hvad end I har aftalt.
- Lad holdet introducere sig hver især – og lad den nye deltager være den sidste der præsenterer sig (eller du kan gøre det på barnets vegne – aftal det før I står i situationen).
- Skab en-til-en situationer med et eller flere af de andre deltagere.
- Skab en succes-situation, som du eksplicit roser den nye deltager for, i andres påhør – og gerne så forælderen også hører det. Det giver en god fortælling med hjem til familien, som barnet ellers ikke vil sige noget om selv – og ‘bygger mental bro’ til næste træning.
Husk at det vigtigste af alt, er at barnet / den unge får en fritidsaktivitet der skaber god energi, glæde og fællesskab – og måske er det ikke jeres forening der er det rigtige match. Der er masser af muligheder på www.specialsportguide.dk, men det er ikke alle forældre der kender den. Del derfor gerne :).
Mød skak-Sofie og basket-Søren
Søren og Sofie har forskellige erfaringer med specialbørn, men har begge kastet sig ud i dét at være træner – og begge syntes det er fantastisk!
Har du brug for vores hjælp eller sparring, så ring til os!
Skriv gerne til os på hej@specialsport.dk eller giv os et kald eller en sms på 6170 3060, så finder vi altid en løsning sammen.