Artikel af @Susan Høgh, Sociolog

Brobygning kan tage tid, men i Specialsport.dk giver vi aldrig op

For lidt over 2 år siden påbegyndte Specialsport.dk skaleringen af vores brobygningsmetode ‘Sportspraktik’ til hele landet. Nu har vi rundet 1.100 deltagere til brobygning ind i foreningslivet med en indsats tilpasset den enkeltes behov.

Sportspraktik

Sportspraktik er en systematisk brobygningsmetode udviklet af Specialsport.dk. Familier til specialskoleelever henvises til brobygning i Specialsport.dk med det formål at finde en fritidsaktivitet, som matcher elevens behov. Herefter indgår eleven i en 4 ugers prøveperiode, som vi kalder ‘sportspraktik’.

83 % bliver efterfølgende indmeldt i forening

Metoden virker. I samarbejde med elevens familie identificerer vi de udfordringer, der står i vejen for deltagelse og iværksætter den hjælp, der er nødvendig – hverken mere eller mindre. Vores tal viser, at 83,5 % af alle opstartede sportspraktikker resulterer i efterfølgende indmeldelse i en forening.

Vi hjælper – også når det kræver lidt ekstra

Sportspraktik virker bredt, fordi metoden imødekommer den variation i udfordringer og behov, der karakteriserer målgruppen. Det kommer bl.a. til udtryk i varigheden af forløbene. Som det fremgår af figur 1 nedenfor, er der stor forskel på, hvor længe der går, fra et forløb starter, til eleven er indmeldt i en forening,

De 25 % korteste forløb varer højst 1,5 måned fra første kontakt med familien til indmeldelse i en forening, mens de 25 % længste strækker sig over 4,5 måned og helt op til et år.

2.0 Fordelingskurve 25 75 percentil og gennemsnit tilmeldt til tilmeldt pr. 1.7.2026 Bastian

Figuren illustrerer spændvidden i forløbenes varighed baseret på 441 afsluttede deltagere pr. 1. juli 2026. Det er lidt data teknisk, men hvert punkt på linjen er det antal dage ét barn har været i forløb, fra første kontakt hos Specialsport.dk, til indmelding som medlem i en forening.

Disse tal afspejler bredden på den håndholdte indsats, som er kernen i sportspraktikmetoden. Specialsport.dk hjælper både familier, hvis behov hovedsageligt er viden om aktivitetsmuligheder, ligesom vi bygger bro mellem familier, foreninger og kommuner i de tilfælde, hvor der er behov for mere omfattende støtte, som derfor kræver et længerevarende forløb.

Vi giver aldrig op 

Den håndholdte og vedholdende indsats betyder, at vi ikke giver op på familierne, uanset hvor lang tid det tager. Derimod arbejder vi kontinuerligt på at afdække matchmuligheder i lokale foreninger, at finde følgevenner, etablere nye aktivitetstyper eller opstarte flere lokale foreningshold. 

Aktuelt har vi 71 familier som venter, men vi skal nok nå i mål, for ja – vi bliver ved, indtil også deres barn har fundet sin plads i foreningslivet.

Vil du give et hjerte til Specialsport.dk?

Specialsport.dk er indstillet som hjertesag hos PFA Brug Livet Fonden

Vi vil blive mega glade, hvis du vil gå ind og stemme på Specialsport.dk som årets hjertesag hos PFA.
Det gør du ved at trykke på det lille hjerte ❤️

Kærlige hilsner
Specialsport.dk-teamet

Stem her